Vi tæller vist allesammen ned til ferie! Om 2 uger holder jeg en måneds pause fra hverdagens stress og jag. Jeg glæder mig til at bruge hele og halve dage med at lave ingenting, læse bøger og hygge med min familie. Jeg fejrer på forhånd med kage til mine dejlige kollegaer.
Til en rektangulær tærteform 36 x 13 cm skal du bruge:
250 g fintsmuldret biscotti
150 g smør
2 æg
2 blommer
50 g rørsukker
2 dl fløde
saften af 3 lime
Italiensk marengs
60 g æggehvider, fra ca. 2 str. M æg
100 g sukker
1/2 dl vand
Biscottikiksene skal ha’ en ordentlig tur i en foodprocesser eller andet maskineri, der smuldrer det helt fint.
Smelt smøret og bland det med kiksesmulderet. Fór tærteformen, husk at komme op af kanterne. Gør det så jævnt som muligt.
Bland ingredienserne til lime-cremen. Jeg gi’r det et kort opkog, så rørsukkeret er smeltet. Op i tærteformen.
Bages i almindelig ovn ved 150 grader i 45 minutter eller til cremen har sat sig. Jeg brugte en tærteform med løs bund og denne ‘utæthed’ i tærteformen fik noget af det smeltede smør til at lække. Lad vær’ med at bage tærten på risten, det sviner unødigt. Stil tærten på bradepandeindsatsen i stedet for. Eller brug en tærteform uden løs bund.
Kog sukkeret og vandet til en sirupsagtig lage.
Pisk hviderne. Tilsæt siruppen under fortsat piskning til marengsen bli’r dejlig sej.
Top tærten med marengs og zap marengsen gylden under grillen. Hold øje!